Forudbestemte skæbne eller fortabte chancer
Ikke så langt fra hinanden på samme gade boede der to fyre. De var måske lidt forskellige fra hinanden, men skæbnen havde næsten samme planner for dem begge. De få huse der lå imellem dem var kun det mindste fysiske afstand. De havde samme vennekreds og samme omgivelser. De var begge gift, havde smukke koner og to døtre på ca. samme alder.
Den ene kørte sig i døden som 36-årig og den anden sov stille med overdosis i starten af 80'erne med et års mellemrum.
Den første var min onkel og den anden var min venindens far.
Trods de tragiske begivenheder fortsatte livet for deres overlevende. Børnene blev sendt i samme skole og var lige begavede og smukke. Min tante begravede sin ungdom af alder 25 sammen med min onkel den sørgelig dag. Hun ofrede sin egen kvindelige lykke for at give hendes piger på to og fem det bedste opvækst. Efter 11 år måtte min mor minde min tante om at livet skulle gå videre for hende også og de sorte klæder hun dækkede sin stadig ung krop med skulle udskiftes med noget farverigt og ungdommeligt.
Men hun var stadig sørgende enke og sådan måtte hendes liv blive. Med hendes stor dedikation, ære og cølibat ville hun bevise til det lille Georgiske samfund at hun stadig barer hendes mands minde og han var hendes eneste og sidste kærlighed. Hendes lykke lå i hendes børn og med hendes nærvær, beskyttelse og kærlighed fik pigerne de bedste vilkår for livet. Bege mine to kusiner, trods af økonomiske begrænsninger, fik universitetsuddannelser - som ikke er helt gratis i Georgien. Den ene var udvekslingsstuderende i USA. Hendes værtsfamilie forelskede sig i hende og efter hun blev færdig med universitet i Georgien, blev hun inviteret til at læse i Amerika. Hun arbejder hårdt og er målrettet. I løbet af fem år, gennemførte hun college for at blive optaget i Universitet i Virginia. Efterfølgende læste hun BA og senere MBA. Hun holdte ikke sommerferie i de fem år.
Hendes søster ligeså. Hun gennemførte Jura i Georgien og er nu også i USA. Hun arbejder hårdt og skal starte hendes MA i Jura i University of Virginia.
Det gik knap så godt for de to nabopiger. De var meget begavede i skolen, men fik desværre ikke udnyttet deres potentielle. Deres mor var langt fra at være så dedikeret og måske magtede hun heller ikke de konflikter pigerne havde som teenager. De faldt skævt fra den livets sti og befandt sig selv med problemerne. Nogle år senere fik jeg at vide at min veninde blev seksuelt mishandlet af en af familiens venner og det stød på ret længe. Hun var oprørsk og blev mere og mere indadvendt. Vores venskab blev svagere imens hun blev vildere.
Hendes søster havde også mange personlige problemer og tit overværede man slagsmål og konflikter mellem de tre kvinder mens man var på besøg hos dem. Min veninde blev gift nogle år senere mens jeg var i Danmark og hun er langt fra lykkelig. Hendes mand slår hende og hun kan ikke stå imod ham.
Jeg ringede til min mor i weekenden. Det er langt fra de gode nyheder man får at vide hver gang man ringer hjem. Den her gang handlede det netop om de piger. Min venindes søster fik nok af livet og tog sit eget liv. Hun sprang fra 9. etage.
Hun blev gift ca. halvt år siden. Konflikterne mellem søstrene og moderen var langt fra at være løst. Livet har ikke været nemt for nogle af dem og deres neurotiske adfærd og Georgisk temperament var ikke til at styre. Hun fik nok af det hele og med et afskedsbrev til hendes nye mand med undskyldninger om hendes handling og hendes svære personlighed, blev enden af deres ægteskab og dermed hendes unge liv. Hun blev kun 30 år.
Sidste år besøgte jeg min ene kusine i USA til hendes bryllup i deres nye hus. Til sommer besøger jeg min venindens søsters gravsted i Georgien. Det er meget underligt at tænke på det. De billeder fra barndommen er ikke så slørede endnu. Vi legede allesammen med dukker og var lige uskyldige.
Livet handler om chancer man får og om evnen til at bruge dem. Men er ens chancer skæbnens forudbestemte?
Det var vel nok et velskrevet og tankevækkende indlæg. Om miljø eller arv skaber mennesket er et spørgsmål, som altid vil kunne diskuteres. I dette tilfælde kan man vist roligt påstå, at miljøet skabte mennesket. Og hvor var det sørgeligt, din veninde havde fortjent bedre. Det må være en meget mærkelig fornemmelse. Jeg føler med dig - for det er sikkert ikke let, uanset I ikke har været tætte længe.
24. apr 2006 22:31Skæbner, det er en svær en... Jeg tror på, at den dag man bliver født, der bliver der skrevet op i den store bog hvornår man skal herfra, og det kan man ikke lave om på. Alt hvad der ligger der i mellem, det tror jeg på at man selv er herre over - selv om det kræver en stærk personlighed at bryde den "sociale arv", som det hedder med et fint ord...
25. apr 2006 03:25E, jeg går og leger med nogle af de samme tanker - arv eller miljø eller en blanding. Personligt tror jeg man skal prise sig lykkelig, når/hvis man får en håndsrækning/en mulighed og så gælder det bare om at tage chancen. Men mulighederne er bare ikke ligeligt fordelt. Jeg har en kusine i Østrig (eller rettere hun er faktisk min halvsøster (min far har kun turde indrømme det en gang i en brandert/på ægte katolsk dobbeltmoralvis)Moren giftede sig med min fars bror og min far fik så mig med min mor - kompliceret, ikke sandt. Anyway min søster-kusine og jeg er nogenlunde lige gamle, har samme begavelse, samme humor osv. Min mor og far flyttede til DK. Min fars bror og kone blev i Østrig. Min søster-kusine er i dag rengøringsdame på deltid og er gift med en ikke særlig rar mand. Jeg er godt gift og har en lang akademisk uddannelse. Arv eller miljø? Beats med!
25. apr 2006 09:17Kære Ekaterina.
26. apr 2006 15:24Min medblogger har gjort mig opmærksom på din weblog, og det er jeg bestemt ikke ked af. Du skriver godt. Måske kan du også få glæde af vores skriverier i ny og næ. Jeg tror jo på, at G-d skabte verden og at Han derefter trak sig ud igen, for dermed at efterlade sig et hul, som vi mennesker - som du og jeg forhåbentlig gør lige nu - kan udfylde med en masse mening. Jeg tror med andre ord på en skabende, men ikke en opretholdende, G-d. Mange mennesker tror, efter min mening, alt for meget på nødvendigheder og evner og skæbne. Man skal ikke glemme, at det meste af den måde vores liv former sig på, er afhængig af en vis portion held. Tilfældigheder afgør det meste, hvilket dog IKKE betyder, at vi ikke skal gøre vores bedste for at få livet til at lykkes, men det er vigtigt at være sig bevidst om, at vi ikke selv er herre over alt her i livet. Det har samtidig den fordel, at vi har lettere ved at stille os tilfreds med livet som det er. Min medblogger fandt vist nok din blog ved et tilfælde og havde hun ikke sagt det til mig, havde jeg aldrig skrevet en kommentar til dig om nødvendighed og tilfældighed. Er det ikke sådan med det meste?
hej bilefeld
26. apr 2006 18:34hvor smukt.
og til dig eka: interessant blog.
Vh
A
Jeg skrev en lang kommentar i går, men da min Internet crashede og kommentaren ikke kom frem, mistede jeg lysten til at skrive den igen. Men her kommer den nu igen:
27. apr 2006 14:39Jeg tror at mennesket er i høj grad et produkt af arv og miljø. Tilfældigheder og held spiller også en stor rolle og jeg tror ikke at vores liv er skæbnestyrede. Vi tager chancer, vælger og former vores liv. Lige så snart man vælger noget, fravælger man noget andet. Hvis jeg valgte at blive i Georgien, var mit liv nok formet anderledes, men det var mit valg og min indflydelse på mit nuværende liv.
Menneskenatur søger forklaringer og måske er det lidt oplagt i tilfælde når uforudseeligt eller uvise sker, uforklarlig forklares med "skæbnen".
Hvorfor kan vi ikke acceptere det "skete" frem for at analysere grunden til det skete?
Men der, hvor jeg kommer i tvivl om skæbne er, når mennesker rammes af en meningsløs tragedie eller en sygdom. Deres liv ændrer sig uden deres indflydelse. Er det skæbne eller tilfælde?
og Bielefeld, jeg er enig med at hvis Gud eksisterer, så er han/hun en skabende og ikke opretholdende. Vi former vores liv, men når en ung dør eller bliver alvorligt syg, hvad er meningen? Er det også et tilfælde og skal vi bare sige, sådan er det bare? :-)
Tusind tak for jeres lange og tankevækkende kommentarer, og beklager den sene svar fra min side.
"Hvad er meningen, når en ung dør eller bliver alvorligt syg?" spørger du. Det er jo et ældgammelt spørgsmål, som især ateister altid har ment, at troende skal kunne give et fornuftigt svar på. Hvordan kan G-d være god, hvis Han tillader det onde at ske? Hvis man vender sig mod religionsfilosoffen Løgstrup, så sagde han jo, at religionsbenægterne må lave en såkaldt "nihidice". Altså når der sker noget ondt, skal den troende jo ifølge ateister lave en "teodice" (der skal forklare hvorfor noget ondt kan ske), men når der sker noget godt, hvorfor skal det så ikke forklares? spurgte Løgstrup. Lige siden jeg læste dette første gang, har jeg tænkt meget på det. Tænk på alt det gode, som også sker. Hvorfor skal det ikke forklares? Det er lidt ligesom et forhold mellem to elskende. Hvis hun eller han siger ja, begynder man ikke at spekulere på, hvad i al verden hun eller han mener med det. Nej, man bliver bare glad. Som Kirkegaard sagde om evangeliet: Det er et brev fra din elskede, og det skal man ikke studere historisk-kritisk. Men hvis en mand eller kvinde siger NEJ til dig, ville du så ikke begynde at fortolke? Et nej skal altid fortolkes, men et ja skal ikke. Det er som om der altid er en sådan asymmetri involveret: godt/ondt, ja/nej. Men derfor kan man jo godt være ked af det.
27. apr 2006 15:26REKVALME.
18. maj 2006 19:03<a href="http://www.spentrup.com/?p=53" rel="nofollow">http://www.spentrup.com/?p=53</a>
tror du på at skæbnen er skrevet eller om du selv laver din egen skæbne? Jeg er igang med at projekt i skolen og jeg skriver om skæbnen og tilfældigheder svar hurtigst muligt tak xD
11. jun 2009 09:29